Categories
Vejledninger

Lav dit eget mønster med frit broderi

Det er let selv at finde et fedt mønster og overføre det til stoffet og så finde de bedste farver til broderiet

Overføre motiv klar til start

Har du fundet den flotteste tegning på nettet, i en malebog eller har dit barn lavet en sej robot, du gerne vil have broderet så den kan bruges til et billede på væggen, et penalhus, en stak servietter eller bare fordi du havde lyst? Jamen, så er det bare at gå i gang og du behøver ikke at have gang i det store computerprogram, men bare tegningen (måske skal den printes) og noget til at markere mønstret med.

Vælg det rigtige motiv og stof

De første gange, du overfører en tegning til broderi uden at have et mønster er det en god idé at vælge et motiv, der ikke er kolossalt stort og gerne er lidt simpelt i designet. Her kan det hjælpe at søge på “clipart” og så fx jul, tiger eller hvad du lige har lyst til på Google eller Pinterest for at få mere simple tegninger.

Overføre motiv til stof

Når du printer tegningen ud kan du bedre vurdere størrelsen på det færdige motiv – husk at det færdige broderi bliver samme størrelse uanset trådtallet på dit stof. Det betyder at jo flere detaljer du vil have i det broderi, jo højere trådtal skal du vælge for nemmere at kunne brodere de små farveskift. Og jo større korssting og jo hurtigere du vil have broderet (eller måske vil dit barn gøre forsøget), jo lavere trådtal skal du vælge. Hvis du vil lave mange halve og kvarte korssting, er det altid en fordel at vælge lærredsvævede stoffer (fx hør) og sy over to tråde fremfor aida-stof.

Overfør tegningen til dit stof

Hvis du er god til at tegne i frihånd kan du bare skitsere motivet på dit stof, men ellers er det en fantastisk idé at tape tegning og stof op på en rude som et alternativ til en rigtig lysboks. Du kan også bruge en hvid baggrund på tabletten og så skrue op for skærmens lysstyrke. Brug en blyant, skrædderkridt eller en pen, der kan stryges/vaskes når du er færdig.

Brug lys til at overføre motiv

Så skal der broderes

Nu kommer endelig det du har ventet på – frem med syæsken og vælg de flotteste farver til din tegning. Mix og bland på kryds og tværs eller find nogle få farver, der virkelig siger spar to og giver tegningen liv. Du kan vælge kun at bruge hele korssting eller brug hele, halve, kvarte korssting eller bland nogle frie broderi-sting ind i det for at understrege effekterne på tegningens motiv. Mange gange er det en fordel at bruge bagsting til at afslutte og highlighte detaljer.

Broder dit motiv