Selvom det lyder noget dramatisk sådan at begrave tråden, er det bare en lidt tosset måde at sige at tråd-enden skal låses fast af de næste par sting, du broderer. Altså den helt almindelige måde at starte en tråd på, som nærmest alle lærer når de starter med at brodere korssting.
Begrav din tråd på bagsiden af broderiet
Det her er basis-metoden som flest har lært, hvor du gemmer tråd-enden på bagsiden mens de nye sting holder godt fast på den og du slipper for knuder.
Start nålen på bagsiden af broderiet, og træk tråden gennem stoffet til der kun er 1-1½ cm tråd på bagsiden. Hold fast med pegefingeren og brodér nu det første sting henover den løse ende for at fæstne den. Fortsæt de næste par sting, til tråden er helt låst fast. Hvis du har tråd til mere end 4-5 sting kan du klippe det ekstra stykke af.
Begrav tråden på forsiden af broderiet
Princippet i metoden er igen at tråden låser sin egen hale, men denne gang er det på forsiden af broderiet. Først fører du nålen fra forsiden ned gennem stoffet i øverste venstre hjørne og op i nederste venstre hjørne. Lad 1½ cm tråd blive på forsiden, som du nu holder let fast på tråd-enden mens du broderer 4-5 sting henover. Hvis du har for meget tråd, kan du forsigtigt klippe det ekstra stykke væk.
Hvis du vælger at begrave tråden på forsiden, bliver bagsiden af dit broderi mere strømlinet at se på, fordi der ikke er alle de ender, der ligger hist og her. De sting, der holder på tråden vil blive en anelse tykkere, men de færreste vil lægge mærke til det. Metoden er dog kun god at bruge, når stingene slutter tæt på stoffet - kan du se stoffets farve gennem stingene, kan du også få øje på de vandrette streger hvor tråden er startet. Så er det bedre at vælge en anden metode.



