Categories
Vejledninger

Vælg det rigtige stof til dit broderi

Få det hurtige overblik over hvad du skal overveje når du skal vælge stof til det næste broderi-projekt

Stof i mange farver

Det helt rigtige motiv er fundet og nu mangler du bare at beslutte dig for hvilket stof, der skal broderes på. Nogle stoffer er bedre til frit broderi, mens andre er bedre til tællesyning og korssting. Også farve og stil spiller ind på dit valg.

Brug tjeklisten til at vælge det helt rigtige stof til dit næste broderi:

  • Størrelse på stof: Er der nok til dit mønster og til monteringen bagefter? Tjek denne guide til at beregne det.
  • Type af vævning: Er der vævet tydelige firkanter til korssting eller er det filt og strikket stof som jersey? Det første er godt til både korssting og frit broderi, mens strikket stof er bedre til frit broderi.
  • Farve: Vælg en stoffarve, der står godt til farverne på broderiets trådfarver – enten en klassisk hvid, rustik naturfarvet hør, julens røde farver eller hvad med en kontrast-farve, der virkelig lyser op og fanger opmærksomheden? Hvis du broderer et heldækkende motiv med fx mange grå nuancer, kan det være en fordel at vælge et stof med grålige farver, så der ikke skinner en klar, hvid farve gennem hist og her. Der er masser af stof i forskellige farver at vælge i mellem, og du kan selvfølgelig også vælge selv at give dig i kast med male med akvarel og akrylmaling eller farve med planter og te. Husk at overveje om det færdige broderi skal kunne vaskes, for så skal farverne fikseres, så de ikke vaskes ud af stoffet.
  • Materiale: Typisk vælger man mellem bomuld, hør og blandinger af disse, men alle slags materiale kan bruges. Så bare fint filt, polyester eller strækstofferne frem. Lav eventuelt en lille prøvesyning i et hjørne før du giver dig i kast med det store broderi, for nogle stoffer går i stykker af nålens gentagende gennembrydning af materialet. Så er det ofte en god idé med et stykke styrkende stof på bagsiden eller simpelthen at lave broderiet som en lap, der syes på bagefter. Vær også opmærksom på at der kan være stor forskel på hvor kraftigt stoffet er – fx kan lærredsvævet hør både være en helt tynd kvalitet som oftest bruges til tøj, men det kan også være det tykke stof, der tit bruges til fine juletræstæpper (det helt grove hedder jute og laves af en jute-plante)
Stof til broderi
  • Tæthed på vævning: Der er meget stor forskel på at brodere på et helt tætstrikket stof, hvor nålen næsten ikke vil gå igennem uden at du skal bruge meget kraft og så et helt løst vævet hørstof. Når det er hør og aida måles tætheden som trådtal, der angiver antal tråde pr. cm eller pr. inch (tomme), hvor der gælder at jo flere tråde, jo mindre tern skal du ramme. Og jo mindre bliver korsstingsbroderiet, mens det frie broderi kun afhænger af dig.
  • Stivhed i stoffet: Hvor stift broderistoffet er afhænger dels af hvor tykt materialet er, og til dels af hvordan stoffet er behandlet med stivelsesmiddel for at gøre stoffet mindre bøjeligt. Stivelsen gør det lettere at holde en ens spænding på tråden gennem hele sit broderi og gøre stingene pænere. Det bliver også lettere at spænde stoffet op på en ramme eller i en ring. Hvis du holder stoffet i hånden kan der også være stor forskel på hvad du finder mest behageligt. Prøv at bestille stof fra forskellige mærker og undersøg hvilket der virker bedst for dig – generelt synes jeg at Permin er mere stift i det end Zweigart, der begge er to store mærker.